Albuquerque og Santa Fe

Albuquerque er for stor for mig. Det er ikke hyggeligt. 2 ting var dog godt. Sonic og Sandia Peak Tramway.

Sonic er en drive-in med alt muligt fastfood. Og åbenbart fantastiske milkshakes og is. Man sidder i bilen og ens bestilling bliver leveret på rulleskøjter og serveres i sideruden. Bedste is længe. Oreo og hvid chokolade.

Sandia Peak Tramway er verdens længste. Sikke en smuk udsigt på vej derop. 3100m over havets overflade. Flot tur og faschinerende maskineri. Detcer ubeskriveligt at stå så højt oppe og kunne se ud over bjerfene og byen.  Men for pokker hvor var der koldt. 0 grader. Og da vi kom ned var der 17 - 18 grader.

Santa Fe er en smuk by. Alle de flade huse i jordfarver. Med bjergene som baggrund.
Old town var en særlig smuk del, men igen tydeligt at her er mange turister.
Indianer marked var der midt i byen.  Jeg købte igen nogle søde ørenringe af en navojo indianer.
Vi har flere gange snakket om at den ædle indianerkultur er forsvundet eller i hvert fald kraftigt reduceret. Det er så synd.

Vi besluttede at køre et langt stræk i dag, for at have tid i nationalparkerne. På vejen var vi ude at se på Camaros. Masser af dem. Sune var glad.

Det sidste stræk af turen havde vi den smukkeste solnedgang. Og fordi vi kørte mod vest kunne vi se solnedgangen i meget lang tid.

Vi er nu i nærheden af Farmington, på et billigt luset motel, fordi vi ikke orkede mere.
I morgen skal vi ikke køre så langt.

Vi kørte på Dennys for at spise. Sikke en oplevelse. Vi fik en snak med en lokal mand, der brugte en halv time på at fortælle om en jernbane han mente vi skulle se og hans europæiske rødder. Han var vidst en lokal tosse. Det var en meget lille by diner, med underlige personer, så vi følte os ikke udenfor.

Window Rock og Canyon de Chelly

Inden vi forlod motellet i Window Rock, fik vi hver en lille pose slik til turen. Indianernes gæstfrihed er bare anderledes. Vi kørte mod Window Rock Tribal Park.

Her kunne vi se Monolithen Window Rock, som byen er opkaldt efter. Vi så også et mindesmærke for de indianske code talkers. Vi forsøgte at komme op til vinduet, men det krævede lidt klatre erfaring. og det sand vi skulle gå i, var underligt. Sandet sank sammen under os.

Herefter kørte vi til Canyon De Chelly. Det er en park på Navajo indianernes område. Det første vi stødte på, var en indiansk mand, der havde rideture i parken. Sune indvilligede i at vi kunne ride. Vi valgte en tur på 2,5 time. Sunes hest hed Spirit og min hed Payle.

Vores guide, Terrill, var fantastisk. Han viste os gamle indianske vægmalerier og tegn skåret ind i klipperne,og forklarede betydningen af dem. Terrill viste også på imponerende vis hvordan han kunne lave ekko runft om bjergene. Desuden fortalte han om indianernes historie. Alt dette imedens vi red i bunden af Canyon De Chelly. Når han ikke fortalte sang han på indiansk for hesten. Fantastisk tur i neget smukke omgivelser.

Efter denne tur tog vi bilen,  og med taget nede, kørte vi langs South Rim. Her er en del udsigtspunkter. Ved uddigtspunkterne solgte indianerne kunsthåndværk. Vi fandt en smuk sten, nalet af Navajo indianer.

Canyon De Chelly er virkelig turen værd.

Meteor Crater

Vi forlod det skønne sted i Payson godt udhvilede. Vi kørte Med Winslow. For at se Meteor Crater. Turen var lidt ensformig til at starte med. Vi snakkede om at det måske var fordi at det mindede om naturen i Danmark. Derefter ændrede det sig igen til steppe lignende. jeg skulle tisse og det gjorde jeg så, derude midt i ingenting. Det tog Sune billede af og sagde af det skulle på bloggen.

Meteor crateret.Jeg mangler ord. Det er stort. Kæmpestort. og dybt. Himmelbjerget kunne være dernede flere gange. Jeg følte mig ret lille,  da jeg stod der. Guiden fortalte om historie medens vi stod på kanten af krateret. Imponerende at en " sten", godtnok på 45 meter, kan lave sådan et hul. Det var flot og vi brugte noget tid på at se på det. Det lyder måske kedeligt at se på et hul i jorden. Men det var det på ingen måde. Absolut et besøg værd.

Bagefter kørte vi videre af route 66. Vi ser Mange sjove ting på vejen,  feks store hjul. Vi havde ikke helt planlagt noget, men var enige om, at vi trængte til en forandring, så vi kørte fra I40 mod Window Rock, som er en indiansk by i Navajo distriktet. Pyt med  regeringens shutdown. Her er vanvittigt smukt. Vi tager en af Indianernes parker.

Jeg fik lokket Sune med til at se på Indiansk kunsthåndværk. Her er deres speciale fint lavede smykker. Jeg fandt nogle smukke øreringe,

Jagten på solen

Da vi vågnede idag i Williams, var der et tykt lag sne. Jeg havde lagt mærke til at det var koldt, men havde tilskrevet det min træthed. Jeg har haft svært ved at skifte til anden døgnrytme. Jeg er vågnet kl. 3 hver morgen. Jeg kunne dog falde lidt i søvn i dag, en time eller 2 mere. Vi var hurtigt enige om at komme afsted. Lidt ærgerligt, for det var en hyggelig by.

Sune har drillet mig lidt ift at tage varmt tøj med. At han skulle tage en varm jakke med. Jeg tror ikke han driller mig mere. 

Vi pakkede, spiste morgenmad og kørte mod Sedona.  Vi havde fået at vide at vejret var bedre der og at turen sagtens kunne køres på trods af vejret. Tak for gode råd. Turen mod Sedona var meget smuk. Selvom det regnede. Regnen var faktisk ret voldsom. Senere haglede det også. Det var ret gråt. Sigtbarheden var ikke ret god, men på trods af det var det utroligt smukt. Det var rigtig ærgerligt med vejret. Havde vi gået her, havde vi været druknede mus. Vi valgte at stoppe et par steder og nyde udsigten.  De helt enorme Red Rocks er ja skønne, specielt i farven. Der ligger noget national park på denne tur,  og det havde helt sikkert været smukt. Men regeringens shutdown gør jo at de fleste national parker er lukkede.

Amerikanerne er ret flove over regeringen. Vi møder en del amerikanere, der undskylder overfor os. Der synes at det er pinligt, at regeringen lukker for attraktioner hvor der engang ikke er brug for det.  Der er et stort politisk spil, som vi også kan se også kan i nyhederne.

Inde i  Sedona ville vi gå en tur. finde en café med Wifi, så vi kunne finde ud af hvad vi ville og finde overnatning. Men der var så fyldt med turister, af det ikke var. hyggelig. Sedona ser ellers meget smuk ud. Flot som bygningerne er holdt i samme farver som Red Rocks. Det er dog meget tydeligt at byen lever af turister. og der var lige rullet en bus eller mere fyldt med japanere ind i byen, så vi valgte at finde andet et sted.

Vi kørte mod Cottonwood. Vi havde snakket om at køre ned over Payson, og videre til Snowflake. Vi sad og spiste på Dennys, hvor vi fandt mulige overnatningssteder.

Turen  mod Payson er utroligt smuk. Her er øde, ikke mange mennesker, biler og huse. Men bjerge og hede agtigt landskab så langt øjet rakte. Fantastiske  udsigter og vejene  der både snor sig og har kraftige stigninger gør turen spændende. Vi kom igennem nogle små hyggelige byer. Strawberry og Pine. Jeg kom til at tænke på Twins Peak, specielt da vi kørte forbi Pines Creek. Området og bjælkehytterne i skov var flot. Flere steder mindede naturen om Mols.Udover af Mols bare er en lille baghave i den her sammenhæng.

Vel ankommet i Payson, fandt vi en af de mulige overnatnings steder: Kohls Ranch. Det kan ikke beskrives med ord, der kan yde det retfærdighed. Jeg vil lade billederne tale for sig selv. Vi var heldige. Der var lige et værelse i dag. I Morgen er alt booket. Jeg ville ellers gerne blive her. smukt sted med mulighed for ridning, flot pool og spa. 0g et fantastisk værelse.

Vi fandt solen på turen mod Payson og gik tur en langs åen, inden solen forsvandt.

Caligo ghosttown

Efter en god morgenmad på Cocos kørte vi til Calico Ghosttown. En meget flot tur. Vi havde glædet os til at en se spøgelsesby, men blev noget overraskede over hvor kommercielt det var. Meget af  byen var ombygget, og ikke engang i en flot stil. Det kom lidt til at virke som en billig underholdnings park. Det var enormt ærgerligt. Byen ligger nemlig utroligt smukt imellem bjergene. Byen historie er sjov. Underligt at en by kan vokse så hurtigt op, pqa minedrift fra 1880, for så at gå totalt i bliv stå og blive forladt i 1907. Det havde været bedre at lade det hele være.

Der er er dog masse flotte huse og maskiner samt andre sjove ting, der er bevaret og kan dateres tilbage til 1880. Det nød vi at kigge på og gå rundt for at se resterne af minedriften. Vi var også inde at gå rundt i en gammel mine. Det var specielt jeg ved ikke helt om jeg vil kalde minearbejderne modige eller dumstrige. Det var tydeligt at der ikke var ret meget ilt i minegangene. Det var overraskende for mig at finde ud af at der blev brugt cyanid i udvidelsen af sølv.

Der var nogle fantastiske udsigt steder. Flot at se klipper / bjerge i så skiftende farver.  Vi fandt et sted, kunne hvor  vi kunne spise turens første is, medens vi nød udsigten.

Turen til Williams

Vi var hurtigt enige om at komme videre fra dette sted i Laughlin. Der var for mange pensionister og ingen hygge. Så vi pakkede og gik ned for at spise morgenmad. Fordi vi brugte 5 min på en undersøgelse fik vi kuponer til gratis morgenmad. Maden var dog ikke ret god, men det var gratis.

Inden vi forlod Laughlin kørte vi ind til det store Outlet Center. Det var dog mest gammel kone tøj og sko. Der var dog en LEVIS store. Jeg fik,efter lidt prøven og en utålmodig Sune, 2 Par jeans og en t-shirt for omkring 580 Kr. Ialt! Jeg skal se efter flere fede jeans, inden jeg skal hjem.

Efter dette kørte vi videre på Route 66 mod Williams. Dette er det mest kendte stykke på Route66.

Vi har været i Hackleberry's General Store. Her er en sjov samling af ting fra Route 66. Gamle benzinstandere, gamle amerikaner biler, nummerplader,skilte og en masse skrammel. Filmplakater og billeder fra dengang butikken var en almindelig General store. Der var faktisk også en dansk politi uniform. Sune og jeg har nu købt de obligatoriske souvenir t-shirts, med Route 66.

Vi kørte videre af Route 66 og stoppede også i Seligman. Den forlod vi dog hurtigt. Der er en grænse mellem at fremvise gamle klenodier og lave det til en turist attraktion med plastic og pap, blandet med en busfuld japanere, for at sætte prikken over iet.

Så vi kørte videre mod Williams. Her kom vi bla gennem Kaibab National Skov. Det var flot.

På Route 66 er der mange sjove skilte. Der er nogle som er "føljetoner "
Violets are blue, skilt 1
Roses are Pink, skilt 2
Maybe You shouldn't drink?, skilt 3
skilt 4, hvem der reklamerer
Skiltene står med 100-150 meters mellemrum. De er sjove og fanger. Smart måde at reklamere på.

Williams er en rigtig hyggelig by. Vi fandt et lille hyggeligt Motel.Efter et hvil og tøj skift gik vi ud for at spise.
Vi fandt en fantastisk diner i den helt rigtige stil og med en fantastisk stemning og endda god mad. Cruisers Route 66 café.
Servitricen Martha tog sig tid til en snak om The Government Shutdown og USA. Og om hendes opfattelse af Danmark. Tak Martha for din tid.

Det er lovet sne imorgen. Noget af et skift fra de 34 grader igår. Lige nu er vi i syv sind om hvad vi skal gøre. Det bliver udfordringen i morgen.

Route 66 til Laughlin

Efter turen til Calico besluttede vi at køre ud af Route 66. Vi har kørt gennem Ludlow, Amboy, Essex, Goffs, Needles for at ende i Laughlin.

Route 66 er både flot, ikke så meget pga vejen. Den er en del steder skrækkelig. I hvert fald, den del, der kaldes; The historic Route. Charmen ligger ide små skæve oplevelser der er på sådan en tur og de samtaler der kan komme ud af det. En honning farm midt i ingenting eller en gammel forladt mobil home, hvor der står; No trespassing. Skilte midt i det ørkenagtige landskab, hvor der står flooded på. De endeløse rækker at togvogne( vi talte 120). De togvogne, der laver en stor kontrast til det meget øde landskab, som der var så langt jeg kunne se.

Der er høje bjerge overalt denne på det af turen. Der hvor der ikke er bjerge, er der fladt ufrugtbar jord. Kun små underlige buske stritter op blandet med nogle kaktusser. Det mest underlige, men også flotte, var et område, hvor der var lavalignende sorte sten og klipper. Ved første øjekast sa det ud som om der havde været brand i træ, der så lå forkullet.

Vejene er lange, enormt lange. Derfor blev vi også noget overraskede, da der kom en kvinde gående med en vogn, hvor hun havde ejendele. Der var ikke noget i nærheden  af hende, hverken huse eller forretninger. Eller frakørsler. Hun havde en laang tur foran sig.

Vi var også lige inde på Bagdad Cafe. For at bruge deres toilet.

Så kørte vi mod Laughlin. Jeg troede at det var en lille hyggelig by. Men sikke en fuser. Det lille hotel, jeg troede vi  skulle være på, viste at sig at være kæmpestort. Byen er ikke en lille hyggelig flække, en men kasino by. Her er faktisk ikke ret meget andet. Hotellet er dog lige ned til Colorado River.Lækkert rent værelse og en skøn seng for 150 kr. Det larmer dog meget. Fordelene ophæver dog ikke den manglende stemning. Det var ikke ikke engang muligt at finde en restaurant i byen. I mangel af bedre, kiggede vi på et burger sted, men det var for ulækkert. Derefter en subway, som bare var en skranke, hvor man skulle side i en butik. Det endte med at vi spiste på hotellet.

Jeg sluttede dagen i spa badet i pool området, som jeg havde for mig selv. Det var skønt !